Vaccination mod meningitis
computergenereret foto af neisseriabakterier fra CDC i USA.
Om sygdommen meningitis
Hvad er meningitis?
Meningitis – eller hjernehindebetændelse – er en infektionssygdom, der hyppigt skyldes bakterier kaldet meningokokker. Meningitis kan også skyldes andre mikroorganismer.
Hvor forekommer meningitis?
Sygdommen eksisterer i hele verden, men findes særligt i et bælte tværs over Afrika fra Senegal i vest til Etiopien i øst. Her forekommer der hvert år især i tørsæsonen (december til juni) epidemier med meningokokmeningitis. Der er også risiko for epidemier ved pilgrimsrejse til Mekka i Saudi Arabien.
Hvordan smitter meningitis?
Meningitis smitter ved indånding af meningokokker via meget små vanddråber, som ofte kommer fra næsen eller svælget fra en rask bærer. Kun omkring 1% af bærere vil udvikle symptomer.
Hvilke symptomer giver meningitis?
Symptomer vil oftest vise sig 2-10 dage efter smitte: kvalme, opkast, hovedpine, høj feber samt nakke- og rygstivhed. Derudover vil den smittede blive sløv og overfølsom overfor lyde, lys og berøring. Omkring 5% af smittede vil dø, selvom de får behandling.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved at analysere rygmarvsvæske og blod for celler og bakterier.
Hvordan behandles meningitis?
Meningitis behandles med penicillin, der ødelægger bakteriernes cellevægge. Der er udviklet en vaccine mod meningokoktyperne A, C, W135 og Y, der er de hyppigste årsager til udbrud i Afrika og Saudi Arabien.
Om vaccine mod meningitis
Hvad består vaccinen mod meningitis af?
Vaccinen mod meningokokmeningitis indeholder oprenset kapselantigener fra meningokoktyperne A, C, W135 og Y konjugeret med difteri- eller tetanusprotein. Vaccinen beskytter ikke mod meningitis forårsaget af andre mikroorganismer.
Hvordan gives vaccinen mod meningitis?
Vaccinen gives typisk i skuldermusklen, der strækker sig ned over overarmen.
Hvem bør vaccineres mod meningitis?
Vaccination anbefales til hustandskontakter og evt. andre med tæt kontakt til patienter med meningokoksygdom. Vaccination anbefales rejsende til lande i Afrika, hvor sygdommen kan opstå i epidemier. Endelig er vaccination et krav ved pilgrimsrejse til Mekka (Hajj eller Umrah).
Hvornår skal vaccinen gives?
Vaccination mod meningitis skal helst foretages senest 10 dage inden afrejse.
Hvor længe er man beskyttet mod meningitis?
Vaccinen beskytter 5 år efter én vaccination. Ved pilgrimsrejse til Mekka skal man være vaccineret inden for de forudgående 3 år – dog 5 år, såfremt en konjugeret vaccine er benyttet (de anvendte meningokokvacciner i Danmark er normalt konjugerede). Det skal fremgå tydeligt af vaccinationscertifikatet, hvis en konjugeret vaccine er benyttet.
Hvilke bivirkninger er der til vaccination mod meningitis?
De hyppigste bivirkninger til injektionen er hovedpine og milde reaktioner ved indstiksstedet (ømhed, rødme, hævelse), kvalme og hovedpine, der svinder efter højst et par døgn. Feber, udslæt og almen utilpashed forekommer hos 1-10%. Alvorlige bivirkninger er meget sjældne.