Kønssygdomme
Om kønssygdomme
Vejledende information om kønssygdomme.
Hvad er kønssygdomme?
En kønssygdom er en sygdom, der smitter ved seksuel kontakt. Kønssygdomme findes i hele verden, specielt blandt sexarbejdere. HIV, klamydia, syfilis, gonoré, herpes, kønsvorter, hepatitis B og hepatitis C er alle seksuelt overførte sygdomme. Ved visse seksualpraktikker, f.eks. “rimming” er der risiko for overførsel af hepatitis A, der smitter via afføring.
Hvilke symptomer giver kønssygdomme?
Kønssygdomme kan danne et meget varieret symptombillede. Nogle sygdomme giver ubehagelige symptomer, mens andre giver få eller ingen symptomer. Hvis man har haft ubeskyttet sex bør man derfor blive testet for kønssygdomme, da man godt kan være smittet uden at have symptomer.
Er det farligt at have kønssygdom?
Ubehandlede kønssygdomme kan være farlige. Ubehandlet klamydia kan medføre sterilitet, hvilket betyder at man har svært ved at få børn. Syfilis kan give hjernebetændelse, hvis den får lov at udvikle sig. HIV kan udvikle sig til AIDS og hepatitis B kan give kroniske leverforandringer og -kræft.
Hvordan forebygges kønssygdomme?
Alle kønssygdomme kan forebygges ved at beskytte sig med kondom under samleje. Dog kan man stadig blive smittet med herpes og kønsvorter, hvis kondomet ikke dækker det ramte område. Det kan være en god idé, at have kondomer med hjemmefra og at være opmærksom på deres udløbsdato. Derudover kan man reducere risikoen for kønssygdomme ved at undgå seksuel kontakt med prostituerede og ved at undgå mange skiftende partnere.
Kan man blive vaccineret mod kønssygdomme?
Før afrejse er det muligt at blive vaccineret mod hepatitis B. Derudover kan vaccination mod human papilloma virus (HPV) beskytte mod kønsvorter (udover livmoderhalskræft) og vaccination mod hepatitis A kan give mening ved nogle seksualpraktikker, f.eks. “rimming”.
Hvordan behandles kønssygdomme?
Behandling af kønssygdomme afhænger af, om sygdommen er forårsaget af virus (HIV, herpes, kønsvorter, hepatitis B og C) eller bakterier (klamydia, gonoré og syfilis). Ved HIV og herpes kan man nedsætte mængden af virus og derved mindske udbrud og symptomer, men man kan ikke fjerne virus helt fra kroppen. Ved klamydia, gonoré og syfilis kan man med tidlig antibiotikabehandling helt kurere sygdommen.