Tatoveringer
Om tatoveringer
Vejledende information om tatoveringer på rejsen.
Hvad er tatoveringer?
En tatovering er en permanent tegning eller mærke, der udføres ved at indføre farvepigment i hudlaget. Tatovøren benytter typisk en håndholdt maskine med en eller flere nåle med farvepigment, der stikkes igennem huden. En tatovering udføres uden bedøvelse og kan være forbundet med let til moderat smerte.
Hvilke komplikationer er forbundet med tatoveringer?
Idet tatoveringer gennembryder huden er der risiko for at pådrage sig infektionssygdomme, allergiske reaktioner, knuder og ardannelse. Man kan også komme ud for, at tatoveringen får et andet udseende end ønsket. Hvis pigmentet er injiceret for dybt kan det migrere ud i hudlaget og givet en sløret tatovering. Både moden og den menneskelige krop ændrer sig og med tiden kan tatoveringen blive umoderne og pinlig.
Hvilke symptomer kan opstå?
Farvepigment kan forårsage allergiske reaktioner, hvilket kan vise sig som kløende udslæt svarende til tatoveringen. Da farvepigment opfattes som et fremmedlegeme, kan kroppen reagere ved at danne knuder omkring materialet, mens der i andre tilfælde ses opsvulmede ar svarende til tatoveringen. Hvis tatoveringen bliver inficeret med bakterier kan der forekomme rødme, hævelse, varme og ømhed.
Hvilke infektionssygdomme skal man være særligt opmærksom på?
Ved brug af usterile nåle er der risiko for smitte med blodoverførte vira f.eks. HIV eller smitsom leverbetændelse i form af hepatitis B eller hepatitis C. Risikoen for smitte bør tages alvorligt, da disse sygdomme kan have alvorlige følger.
Hvem bør ikke tatoveres?
Hvis man lider af kronisk sygdom, sygdom med pludselige anfald (f.eks. epilepsi), eksem, allergier eller er i immundæmpende behandling, er det en god idé at konsultere sin læge inden man lader sig tatovere. Hvis man er gravid bør man helt undgå tatoveringer, da der er risiko for kemiske stoffer der kan skade fosteret.
Hvilke forholdsregler bør man tage?
Man bør undlade at blive tatoveret på udlandsrejser, hvor man ikke er sikker på tatovørens kvalifikationer samt kvaliteten af de materialer som bliver brugt, herunder om de er sterile. Der vil generelt være større risiko for overførsel af smitsomme sygdomme i udviklingslande.