Kønssygdomme
Om kønssygdomme
Vejledende information om kønssygdomme. Kønssygdomme smitter gennem seksuel kontakt med smittede personer. Du kan forebygge smitte med kønssygdomme ved at have beskyttet samleje, og de fleste sygdomme kan oven i købet blive kureret, hvis de bliver opdaget og behandlet i tide. Dog er mange kønssygdomme symptomfri i de tidlige stadier, og det er derfor anbefalet, at du lader dig teste jævnligt, hvis du har flere seksuelle partnere.
Herunder kan du finde vejledende information om kønssygdomme. Du kan igennem hele dit sexliv støde på flere forskellige sygdomme, der smitter gennem samleje, men der er også nogle mennesker, som aldrig vil prøve at have en kønssygdom. Det afhænger nemlig i høj grad af, hvor mange sexpartnere du har, om du har beskyttet samleje, og – selvfølgelig – om dine partnere har en kønssygdom. Læs med herunder, og bliv klogere på diverse kønssygdomme og deres symptomer.
Hvad er kønssygdomme?
En kønssygdom er en sygdom, der smitter ved seksuel kontakt. Kønssygdomme er at finde i hele verden, specielt blandt sexarbejdere. Blandt andet er HIV, klamydia, syfilis, gonoré, herpes, kønsvorter, hepatitis B og hepatitis C alle seksuelt overførte sygdomme. Ved visse seksualpraktikker, såsom “rimming”, er der yderligere risiko for overførsel af hepatitis A.
Hvilke symptomer giver kønssygdomme?
Kønssygdomme kan danne et meget varieret symptombillede, hvor nogle sygdomme giver ubehagelige symptomer, mens andre giver få eller slet ingen symptomer. Hvis du har haft ubeskyttet sex med en ny person, bør du derfor blive testet for kønssygdomme, da du godt kan være smittet uden at have symptomer. Nederst på siden kan du blive klogere på diverse symptomer på nogle af de hyppigste kønssygdomme.
Er det farligt at have en kønssygdom?
Hvis du har en kønssygdom uden at få den behandlet, kan det med tiden blive farligt. Blandt andet kan ubehandlet klamydia medføre sterilitet, hvilket betyder, at du i værste tilfælde ikke kan få børn. Derudover kan syfilis give hjernebetændelse, hvis den får lov til at udvikle sig. HIV kan udvikle sig til AIDS, og hepatitis B kan give kroniske leverforandringer og -kræft.
Hvordan bliver kønssygdomme forebygget?
Du kan forebygge alle kønssygdomme ved at beskytte dig med et kondom under samleje. Dog kan du stadig blive smittet med herpes og kønsvorter, hvis kondomet ikke dækker det ramte område. Kondomet kan yderligere revne, og så er du også udsat for at få kønssygdomme.
Det kan derfore være en god idé, at have kondomer med hjemmefra og være opmærksom på deres udløbsdato. Derudover kan du reducere risikoen for kønssygdomme ved at undgå seksuel kontakt med prostituerede og ved at undgå mange skiftende partnere. Husk også at blive testet mod kønssygdomme jævnligt, hvis du har flere skiftende partnere
Kan man blive vaccineret mod kønssygdomme?
Det er muligt at blive vaccineret mod nogle kønssygdomme, men det er langt fra alle. Du kan blandt andet blive vaccineret mod hepatitis B, der smitter gennem seksuel kontakt. Derudover kan vaccination mod human papillomavirus (HPV) beskytte mod kønsvorter – udover livmoderhalskræft – og vaccination mod hepatitis A kan give mening ved nogle seksualpraktikker, såsom analsex.
Selvom du kan beskytte dig selv mod enkelte kønssygdomme gennem vaccination, er der stadig mange sygdomme, som du er modtagelig overfor. Det er derfor anbefalet, at du altid bruger kondom, når du har samleje med en ny partner – specielt hvis du ikke er blevet testet siden din sidste partner, eller hvis du skal have samleje med en prostitueret.
Symptomer på hyppige kønssygdomme
Vil du gerne vide mere om symptomer på de forskellige kønssygdomme, kan du læse med herunder. Der er nemlig flere forskellige kønssygdomme, som du kan blive opmærksom på, hvis du kender til symptomerne – dermed kan du også komme i tidlig behandling.
Klamydia
Klamydia er den hyppigste kønssygdom i Danmark, og den spreder sig hurtigt. Dog har mange smittede kun få eller slet ingen symptomer, og det er derfor vigtigt, at du bliver testet hos din lokale læge, hvis du har mistanke om smitte med klamydia. Hvis du får symptomer, vil de som regel være:
- Svie ved vandladning
- Pletblødning
- Smerte i underlivet
- Udflåd fra penis eller livmoderhals
Sygdommen kan blive påvist ved at tage en urinprøve, og den kan blive behandlet med en antibiotikakur.
Hvordan bliver kønssygdomme behandlet?
Behandling af kønssygdomme afhænger af, om sygdommen er forårsaget af virus, såsom HIV, herpes, kønsvorter, hepatitis B og C, eller bakterier, såsom klamydia, gonoré og syfilis. Ved HIV og herpes kan mængden af virus blive nedsat og dermed mindske udbrud og symptomer, men det er ikke muligt at fjerne virus helt fra kroppen. Ved klamydia, gonoré og syfilis kan du med tidlig antibiotikabehandling helt kurere sygdommen.
Hvis du bliver testet positiv med en kønssygdom, er det også meget vigtigt, at du kontakter de partnere, som du har haft seksuel kontakt med. På den måde kan de blive testet hurtigst muligt og komme i tidlig behandling, såfremt de også er smittede.
Gonoré
Gonoré kan smitte ved ubeskyttet sex, hvilket gør sig gældende ved både vaginalt samleje, oralsex og analsex. Omkring halvdelen af smittede kvinder har ingen symptomer, mens omkring en tredjedel af mænd er symptomfrie. Dog er de hyppigste symptomer:
- Svie ved vandladning
- Udflåd ved urinrøret hos mænd
- Udflåd fra skeden hos kvinder
Det er vigtigt at få undersøgt og behandlet gonoré, hvis du har mistanke om smitte, da bakterien kan vandre op i æggelederen og give underlivsbetændelse hos kvinder. Hos mænd kan bakterien give bitestikelbetændelse, der giver smertefuld hævelse af testiklerne. Sygdommen bliver påvist ved en podning af urinrøret eller en urinprøve.
Herpes
Herpes er en smitsom virusinfektion, der typisk giver forkølelsessår på læberne, men virussen kan også give udbrud på kønsdelene. Der er endnu ikke en helbredende behandling af herpes, men du kan få medicin, der forkorter udbruddene og nedsætter risikoen for smitte. Beskyt dig selv og andre mod herpes ved at undgå kontakt med andre ved det område, der er udbrud i.