HPV-vaccine
Herunder kan du blive meget klogere på HPV-virussen og de sygdomme, den kan lede til. Du kan også læse om, hvordan den smitter, samt hvordan du kan forebygge smitten med en HPV-vaccination.
Om sygdommen HPV
I afsnittet nedenfor vil selve virussen, og de sygdomme den kan fører til, blive beskrevet. Hvis du derfor allerede ved alt om HPV og sygdommene, kan du hoppe videre ned til vores afsnit om HPV-vaccinen.
Hvad er human papilloma virus (HPV)?
Human Papilloma Virus, også kaldet HPV, er en virus, der bliver overført ved direkte kontakt med andre mennesker. Der findes over 100 forskellige typer af human papilloma virus, som hver især kan forårsage forskellige sygdomme. Disse sygdomme kan blandt andet være hudvorter, kønsvorter og kræft.
HPV-type 16 og HPV-type 18 er årsag til mere end 70 procent af tilfælde med livmoderhalskræft. Desuden er HPV-virussen relateret til kræft i hoved-hals-region og omkring kønsorganerne, hvor blandt andet endetarmskræft og peniskræft er inkluderet. HPV-type 6 og HPV-type 11 er derudover årsag til 90 procent af tilfælde med kønsvorter, som har den lægefaglige betegnelse ‘kondylomer’. Derfor kan HPV-virussen ramme både kvinder og mænd.
Hvor udbredt er livmoderhalskræft?
HPV, som kan føre til livmoderhalskræft, kan findes i hele verden og er ikke begrænset til et lokalområde, kontinent eller lignende. Du kan derfor blive smittet med HPV overalt i verden. I nogle tilfælde vil den smittede person bære på HPV-virussen uden at have symptomer, hvilket kan gøre den ekstra farlig og svær at opdage.
Der er i gennemsnit cirka 400 tilfælde af livmoderhalskræft om året i Danmark, hvor dødstallet gennemsnitligt er omkring 100 personer hvert år. Desuden er HPV relateret til cirka 400 tilfælde årligt af kræft i mund, svælg, anus og penis hos mænd.
Hvordan smitter HPV?
HPV smitter generelt ved direkte kontakt, hvor berøring eller spytpartikler udveksles, mellem en smittet og en rask person. Men virussen kan også smitte ved seksuel kontakt.
Smitte med HPV gennem seksuel kontakt kan føre til kræft i mund, svælg, anus og penis hos mænd. Brug af kondom hjælper derfor på smitten af HPV gennem samleje, men det giver ikke optimal beskyttelse mod HPV-infektioner – her er en vaccination langt mere beskyttende.
Hvilke symptomer giver HPV?
Risikoen for at få symptomer fra en HPV-infektion er lille, men det kan ske, at du vil få hud- eller kønsvorter og udvikle kræft på grund af celleforandringer i kroppen fra en HPV-infektion. Så selvom risikoen for at få symptomer er lille, kan det få alvorlige konsekvenser for dig.
Hvordan stilles diagnosen?
HPV påvises ved en podning – hos kvinder foregår podningen oftest fra livmoderhalsen og hos mænd fra svælget. Du behøver ikke blive testet for HPV inden vaccination.
Hvordan behandles HPV?
Der findes ingen specifik behandling af HPV-infektioner, når en person først er smittet. Hvis der opstår vorter grundet smitte, kan man dog forsøge at fjerne dem med frysning eller skrabning. Medfører en HPV-infektion kræft, kan den blive forsøgt behandlet kirurgisk.
Om vaccine mod HPV
Det anbefales til alle piger og kvinder at modtage en HPV-vaccination, da det er en stærk forebygning mod livmoderhalskræft. Du kan blive meget klogere på, hvad en HPV-vaccination beskytter mod, og hvilke bivirkninger der kan forekomme hos mænd og kvinder herunder.
Hvad består vaccinen mod HPV af?
Der findes tre HPV-vacciner, men på vores klinikker har vi som standard kun vaccine nummer tre mod de ni typer HPV på lager, da det er den vaccine,, som giver mest beskyttelse. Du kan herunder læse om alle tre vacciner.
- Den første vaccine giver kun beskyttelse mod HPV-type 16 og 18, som kan give kræft i livmoderhalsen hos kvinder.
- Den anden vaccine giver både beskyttelse mod HPV-type 16, 18, 6 og 11. Det vil sige, at den kan give beskyttelse mod livmoderhalskræft og kønsvorter.
- Den tredje vaccine, som vi har på lager, giver beskyttelse mod yderligere fem typer HPV, nemlig 31, 33, 45, 52, og 58, hvilket vil sige, at den i alt beskytter mod ni typer af HPV.
Alle vaccinerne indeholder protein fra de forskellige HPV-typer.
Hvordan gives HPV-vaccinen?
Vaccinen gives som en injektion i den store skuldermuskel, der strækker sig ned over overarmen ligesom ved mange andre vacciner. Efter vaccinationen kan du opleve smerter i skulderen, hvor vaccinen blev givet, men det vil gå over efter få dage.
Hvem bør vaccineres mod HPV?
Vaccination mod HPV er en gratis vaccination, der tilbydes som led i børnevaccinationsprorammet til 12-årige piger inden seksuel debut. Vaccinen er gratis for piger, frem til de fylder 18 år. Vaccinationen kan dog have effekt hos kvinder i alle aldre, hvorfor det anbefales, at du modtager en HPV-vaccination uanset alder.
Du bør også overveje HPV-vaccination af drenge og mænd. Det skyldes, at vaccinen, udover at give beskyttelse mod kønsvorter, kan beskytte mod HPV-relaterede kræftformer i hoved-halsregionen, analkanalen og penis. Vaccinationen er også gratis for drenge født efter den 1. Juli 2007. Den gratis vaccination gælder, indtil de fylder 18 år.
Både piger og drenge kan altså modtage vores HPV-vaccination. Men det anbefales, at piger og drenge modtager vaccinen inden seksuel debut, så risikoen for at blive smittet er så lav som mulig.
Hvor mange gange skal HPV-vaccinen gives?
For børn fra ni år til og med 15 år giver man to injektioner med seks måneders mellemrum. Til børn og voksne over 15 år giver man i alt tre injektioner: På dagen for vaccinen, efter to måneder og efter seks måneder.
Der skal som minimum gå en måned mellem første og andet stik samt tre måneder mellem andet og tredje stik. Det vides endnu ikke, hvor længe effekten holder, men det er antaget, at vaccinen er langtidsholdbar og gælder i mange år.
Hvor godt virker vaccinen mod HPV?
Alle tre vacciner vil forebygge celleforandringer, der kan opstå på livmoderhalsen, og som er årsag til 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Vaccinen mod fire typer vil også forebygge 90 procent af alle tilfælde af kønsvorter, og vaccinen mod ni typer HPV vil give yderligere beskyttelse mod livmoderhalskræft. Derudover kan du forvente en yderligere effekt mod HPV-relateret kræft i skeden, vulva og anus – og formentligt også HPV-relateret mund- og svælgkræft.
HPV-vaccinerne virker ikke mod alle typer af HPV, og derfor kan du stadig udvikle celleforandringer på trods af, at du er vaccineret. Af den grund bør kvinder fortsat følge det almindelige screeningsprogram for livmoderhalskræft. Vaccinerne kan ikke bruges, hvis du allerede har HPV-virus, da de således ikke vil have nogen effekt.
Er der bivirkninger ved HPV-vaccinen?
De hyppigste bivirkninger er hovedpine og milde reaktioner ved indstiksstedet, som kan være ømhed, rødme og hævelse. Det er også ganske normalt, at der kan forekomme forbigående temperaturstigninger, muskelømhed i hele kroppen og fysisk utilpashed.
Der er rejst mistanke om, at HPV-vaccinen er årsag til forskellige længerevarende symptombilleder hos især unge piger, blandt andet træthed og ondt i kroppen. Det er dog blot et postulat, da det ikke er dokumenteret, at der er en sammenhæng med vaccinationen og disse symptomer.
Vi kan imidlertid ikke udelukke meget sjældne, men stadig alvorlige, bivirkninger ved HPV-vaccine. Det kan du kan mere om på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvorfra der også linkes til yderlig information.
Se vores priser, og læs mere
Hvis du skal modtage din vaccination efter din 18 års fødselsdag, kan du se vores priser på vaccinationer. Du kan også læse mere og blive klogere på forskellige vacciner og sygdomme.